En uge med veninden II
10. jun 2009 16:30, LeneEfter vi havde shoppet cowboy støvler, var det meningen at vi ville køre over på østsiden af byen, hvor en forretning havde lagt et par sko til side til os. Men vi kom ikke ret langt, inden bilen gjorde vrøvl, og vi måtte i stedet på værksted og få bilen ordnet.
Jeg vil godt sige, at jeg ikke var ubetinget tilfreds, da jeg måtte sætte mig i sofaen og vente på at få dommen over bilen : kunne den fixes, hvor lang tid ville det tage og hvor meget ville det komme til at koste? Så jeg ser måske en anelse opgivende ud på nedenstående billede.....
Der er altså ikke meget man kan foretage sig, når man ikke har bil. Så selvom det ikke tog lang tid at få bilen fixet, så besluttede vi alligevel at blive hjemme og grille og tage en aften på sofaen. Som i parantes bemærket nåede at blive en af Annettes allerbedste bekendtskaber her i El Paso. Så er det sagt........
Lørdag skulle Erik på tur med Bob. De valgte at køre til Arizona med motorcyklerne i traileren, men vi takkede pænt nej til at komme med derop. Bob mente ellers at vi ville have godt af at komme med og se på fuglelivet i Arizona, men selvom det også kunne have været interessant (!) så var der alligevel en hel del indkøb der skulle gøres.
Vi skulle dog også lige se fodboldkamp. Så sol på terrassen og badning i poolen, og så hentede vi take-away og sad i sofaen med benene oppe og så bold. Vi overså dog lige straffesparket i begyndelsen af kampen, fordi vi skulle udforske den medfølgende guacamole - og så skal jeg hilse og sige at der ikke var stor interesse for resten af kampen, da først danskerne havde fået scoret. Men det var da dejligt, at de vandt kampen, trods alt!
Herefter gik det videre. Og jeg fatter ikke, hvordan det skete, men øjensynlig har Annette fået styret sit behov for at bruge penge, og synes pludselig det var mere interessant, hvis JEG begyndte at bruge nogen. Så inden jeg så mig om, kom jeg hjem med en masse gode råd om, hvordan jeg skal klæde mig og fremhæve mine fordele og skjule mine bagdele (bogstaveligt talt!) og 2 nye toppe. Men det skal retfærdigvis tilføjes at jeg da aldrig har været så glad for mig selv, som da jeg samme aften tog min nye top på og så Eriks øjne, da han så mig - så det var det hele værd!
Vi fik dog også set på lidt til Annette - hun var da heldigvis ikke gået helt i baglås med kreditkortet - og efter en senior-kaffe kørte vi hjemad. Smed os på sofaen og så lidt fjernsyn, inden vi klædte om (jo-jo) og omkring kl. 20 mødtes med Bob og Erik på en burger-joint (Carl's Jr. - efter min mening dem der laver de bedste burgere vest for østkysten......) for at få lidt i skrutten, inden vi tog videre på bar.
For når man er i Texas, skal man også have en stor, beskidt burger. Se bare forventningens glæde i øjnene på Annette.....

Mens visse andre må indse, at det er svært på samme tid at spise en burger, og se pæn ud......
De trætte og støvede motorcyklister havde ingen lyst til at tage med os, men jeg havde en ide om, at Annette ville synes det kunne være sjovt. Hun var dog lidt betænkelig ved at have sine nye cowboy støvler på derned, for hvad ville folk ikke tænke, men der var ingen grund til bekymring, for vi ville have været udenfor, hvis vi ikke havde haft vores støvler på. Vi manglede egentlig bare cowboy hatten, så ville vi have været rigtige hill-billies, mens vi sad og drak margarita og så på at en hel masse par dansede Texas-two-step til det lokale band.
Vi blev kun en time - det er også begrænset hvor længe man kan have lyst til at blive siddende og se på at andre danser. Og vi var til sidst lidt nervøse for, om nogen af de tilstedeværende mænd ville få ondt af os, og byde os op. Men så kørte vi også hjem, topløse (bilen, altså) og med fuld skrald på Patsy Cline på stereoen.
Søndag var det tid til sightseeing. Og Erik havde heldigvis lyst til at køre med os, da vi skulle op og se White Sands. Det blæste en hel pelikan. Og mens man stod på klitten, blæste sandet væk under ens fødder. En ret speciel oplevelse.
White Sands er et kæmpe område med store sandklitter (som i virkeligheden ikke er sand, men gips, som er vasket ned fra bjergene) og man skal se det, før man fatter, hvordan det kan se ud. Og lige den dag vi var der, var der en opvakt gut, der havde iklædt sig beduin-tøj og taget sin kamel med på udflugt.

Så har vi også set det med.
Efter White Sands kørte vi over Las Cruses hjem og besøgte Mesilla på vejen hjem. Det er et lille område med forretninger, boder og restauranter, og en hel del historie og charme, som man bare MÅ besøge, når man er i New Mexico. Vi valgte at spise på La Posta, en mexicansk resturant med dansk islæt, for på dametoilettet hænger der plakater af Bjørn Wiinblad.
På menu kortet er ikke bare lækker mad, men også gode drinks. Og vi skulle jo ikke snydes for en margarita, nu da vi havde chauffør på, og vi lod tjeneren bestemme for os, hvilken én, det skulle være. Først bagefter blev vi klar over at han havde anbefalet en 'horny rita'. Jeg skulle hilse og sige, at den var god!
Ser vi ikke også ud til at nyde den?

Fortsættes.......
6. dec 2011 06:32
Thank you for the article, I saw after the enlightened, my idea like you, just not good at expression